Om Caretech |  Projektetablering  |  Projekter  |  Set & Sket
Oversigt  |  Nyhedsbreve  |  Årsrapporter

Samarbejde der virker

Caretech Innovation konceptet holder. Det er konklusionen på Caretech Innovation projektet Diabetiske Komplikationer. Tværfaglighed og unik interessesammensætning gav projektets ideer luft under vingerne. Nu skal deltagerne tanke, mens flyet er i luften for at bære de gode resultater videre.

Med på flyet er blandt andet Afdelingslæge Niels Ejskjær fra Aarhus Universitetshospital, Medicinsk Afdeling, MEA. Han skal til efteråret præsentere de kliniske erfaringer fra Diabetiske Komplikationer for sine kollegaer i USA.

Udover at understrege projektets unikke team sammensætning, vil han fortælle om, hvorfor man fremover trygt kan rykke monitorering af selv vanskelige data hjem til borgeren. Det kan få positiv konsekvens for tusindvis af kroniske patienter.

Trendsættende eksperiment

Diabetiske Komplikationer er et trendsættende eksperiment med hjemmemonitorering af kroniske patienter. Formålet har været at afprøve Medicus Engineerings apparat, Vagus™, der kan afsløre en diabetisk følgesygdom, autonom neuropati, før der kommer symptomer.

Sygdommen udvikler sig oftest uden symptomer men rammer det autonome nervesystem, som bl.a. styrer hjerterytmen og blodkarrenes sammentrækning. Derfor er et vigtigt at monitorere og tage symptomerne i opløbet. For mange borgere betyder det mange hospitals- og lægebesøg.

Med Vagus™ vil de kunne gøre det hjemme i stedet. Og projektet har vist, at patienterne er utroligt kompetente til at udføre opgaven.

- Patienterne er de bedste til at varetage egen sundhed og til at anvende apparatet rigtigt. Jeg er overordnet overrasket over, at mange opgaver kan overlades til patienterne/borgerne i hjemmet, siger Niels Ejskjær. Han har stået for den kliniske del af projektsamarbejdet.

Fremmedgjort af hospitaler – ikke teknologi

Overordnet betyder projektets erfaringer, at hospitaler fuldt betryggende kan sende dyre undersøgelser hjem til borgeren, der er i stand til at administrere det.

- Nu vi har vist, at man kan gøre det med en meget avanceret undersøgelse, hvorfor ikke gøre det med lette. Tag eksempelvis diabetes overvågning, blodsukkermåling, iltmåling, efterforløb hvor man kan monitorere hjemme. Patienterne er glade for det. De føler sig mere fremmedgjorte ved hospitalet end ved teknologi. For mange betyder de mange målinger på hospitalet ængstelighed, frustration over ventetid, en hel dag i bilen med fem andre og lignende, understreger Niels Ejskjær.

Projektets resultater viser en byggesten til fremtidens sundhedsvæsen med klinisk integreret hjemmemonitorering. Med antallet af kronikere tænker Niels Ejskjær straks større. Kroniske sygdomme rammer mange borgere. 275.000 med cancer, 250.000 med KOL, yderligere 100.000 med hjertesvigt. Fremtidens vision lyder, at borgeren får en app med hjem, måler, og sender data frem i ”skyen”, som kan ses af alle.

- Det kan betale sig for patient og samfund, at vi tager det hele i opløbet. I dag udnytter vi en overset ressource. Det er borgeren. Vi arbejder med sundhed og sygdom, med velfærd og teknologi. Teknologi i hjemmet skal understøtte, at vi ikke unødigt skal have borgerne ind på hospitalet.

Seks wins

Projektet har vist, at Caretech Innovations unikke holdsammensætning er den helt rette måde at arbejde sammen på. Et team af seks forskellige discipliner: Forretning, klinikere, projektleder, antropolog, patient og teknolog.

Alle bliver sat sammen om at løfte en ide for at skabe erhvervsfremme. Og det holdt hele vejen. Alle deltagere har fået noget med hjem.

- Hvis man vil noget med samarbejdet, skal vi have seks wins lige efter hinanden. Det har vi haft i dette projekt, og derfor er det en succeshistorie, siger Niels Ejskjær.

- For os betyder det at vi kan publicere, hvad vi har lavet. Vi er med på beatet og vil samarbejde om erhvervsfremme. Men det kan være lidt vanskeligt at komme ud af bygningen og ud i samfundet. Det har Caretechs tværdisciplinære setup hjulpet til. Det hjælper os til at få samarbejdspartnere, der føler sig fristet til at gå ind i det. Det lykkedes. Tandhjul greb rigtigt ind, tilføjer han.

Projektet har desuden givet firmaet Medicus et solidt grundlag for videre forretnings- og produktudvikling.

Og så er der patienterne.

- Patienterne har fået en individuel oplevelse. Med projektet sætter vi fokus på at udnytte de ressourcer, der findes i forvejen og bringe dem sammen. Og så har vi alle fået antropologens syn på sagen. Det har bestemt været sundt. Også for os, slutter han.

Caretech Innovation * kontakt@caretechinnovation.dk * sidst opdateret 3-oct-11